Forhåbentlig kommer jeg ikke for ofte i mine onsdagsklummer til at skrive om noget, som jeg tidligere har skrevet om, eller fortælle om begivenheder, som jeg tidligere har fortalt om. Jeg har skrevet i over 6 år, så det er blevet til en del, og selvom jeg gør, hvad jeg kan for at undgå gentagelser, kan der måske komme en svipser ind imellem.

I hvert fald ved jeg med sikkerhed, at jeg tit har fortalt om katten Iv, der nu er død og om katten Line, som for snart trekvart år siden gjorde sit indtog i vores hus. Line er en dejlig kat med mange sjove rutiner og med et kærligt væsen.

F. eks. var jeg for 10-12 dage siden meget ked af det. Jeg følte en trang til at lade tårerne flyde, for det kan tit hjælpe, men desværre kan jeg ikke græde længere. Jeg havde en flere dages grædetur, da jeg mistede min mor - det er snart længe siden. - Efter min mors død har jeg kun grædt en gang for få år siden, da Anja, vores orangerøde kanariefugl fløj væk, da jeg åbnede døren til volieren. Anja var en fugl med en stor personlighed. Den var en værre rappenskralde og ville ikke finde sig i noget som helst fra de andre fugle, den jog dem rundt i buret og ville bestemme det hele. men den var rigtignok også god til at tage sig af ungerne, når de kom ud af æggene, fodrede dem hele tiden og lagde sig mange gange i løbet af dagen i reden for at varme dem. Det var ikke Anjas unger, vi fandt efterhånden ud af, at Anja var en hanfugl. Heldigvis fangede John, der bor på vores vej Anja, så vi fik den tilbage i volieren, og så var der jo ingen grund til at græde længere.

Men nu må jeg altså konstatere, at der ikke er flere tårer tilbage i tåretanken, og jeg satte mig med Line på skødet og klappede hende, medens jeg fortalte hende hele historien om, hvorfor jeg var så ulykkelig. Det tog vel 4-5 minutter, og imedens jeg talte til hende og klappede, lå hun helt stille og kiggede uafbrudt på mig med sine mandelformede øjne. Da jeg var færdig med at tale, rullede hun sig sammen og blev til en rund bold, hun lukkede øjnene og faldt i søvn. Og jeg fandt så ud af, at jeg såmænd ikke havde nogen grund til at være ked af det, solen skinnede, foråret er på vej, der er en masse at være glad for, og problemer bliver ofte løst hen ad vejen. Det er nemlig det, der sker, når man tager sin kat op og klapper den et stykke tid, man kan ikke undgå at falde til ro, det er en stilfærdig og fredelig hyggestund.

Nu er fugleinfluenzaen også kommet her til landet. Som en følge heraf må mange fjerkræavlere se deres ruin i øjnene. Smittefaren skal man være bange for, der er så meget, man skal være bange for. I går læste jeg i Kristeligt Dagblad, at appelsinsodavand mistænkes for at være kræftfremkaldende. Røg fra stearinlys menes også at være kræftfremkaldende, og især er præster "mulige kræftofre", fordi de opholder sig ved alteret med de store alterlys. Man bliver i dårligt humor af at læse om alle disse undersøgelser. Heldigvis kan jeg gå ind i stuen og klappe min kat og blive glad igen.

Bente Bruun, 22/3-2006