Vi har haft fred et års tid eller mere, men nu er den her igen, husnissen, og har boet hos os de sidste 14 dage. Den er ikke ond, men den irriterer os i dagligdagen. Den lader vores ting forsvinde og dukke op igen senere. F.eks.: et løbende chartek, der i mange år har haft en fast plads i hængemappeskabet forsvandt. Vi ledte overalt, bruger flere timer på det begge to, for den sag var vi nødt til at finde. Dagen efter hang den igen dér, hvor den altid har været.
Jeg havde taget mine "mellemdistancebriller", som jeg bruger, når jeg sidder ved tastaturet, med til et møde i København. Et dokument skulle maskinskrives på stedet. Brillerne blev lagt ned i mappen, da vi skulle hjem igen. Mappen blev tømt ved hjemkomsten, brillerne var væk. Jeg vendte bunden i vejret på mappen, eet par clips og nogle papirstumper, en enkelt elastik samt en kuglepen faldt ud på gulvet, men ingen briller. Det var surt, nu måtte jeg have nye briller, og briller er dyre. Et par dage efter skulle vi bruge mappen, og der lå brillerne i deres etui !

Endnu et mærkeligt tilfælde af samme slags kom vi ud for få dage efter. Alle disse forsvindingsnumre skyldes vores indendørsnisse, sådan noget sker aldrig udendørs. Og dog: forleden tømte kommunen vores skraldespand, og da jeg skulle hente den ind igen var den væk. Måske var det drengestreger - jeg undersøgte nabolaget, men fandt ingen spand. Vi måtte vel så købe en ny spand af kommunen. Da vi kom hjem om aftenen efter et møde stod skraldespanden på vores grund. Hvem har fundet den og sat den ind til os ? Hvordan kan man vide, at den tilhører os, der står ikke navn på spanden. Er det nissearbejde ? Måske lige bortset fra nissen har vi været meget glade for at bo i vores hus. Over hoveddøren hænger en gammel hestesko, og nu ved vi ikke, om vi skal tage den med, når vi flytter, eller om vi skal lade den blive tilbage i håbet om, at den også må bringe de nye ejere held og lykke. Alt mur- og nagelfast medfølger jo ved en ejendomshandel, skriver man i skøderne.

Jo, vi har haft det godt i 20 år her på stedet. Kort tid efter vores indflytning skete der et eller andet med bilen, så den skulle til reparation. Vi kendte ingen i byen, og kørte helt tilfældigt hen til Bjarne, som havde et værksted her, og han ringede samme dag tilbage og sagde, at nu var køretøjet færdigt. Bjarne sagde altid køretøjet, han sagde aldrig bilen. Vi brugte ham i mange år, men han flyttede, og vi kører til Erling, han er også mægtig god. "Nu er køretøjet klart" sagde Bjarne "Jeg stiller det ud på gaden". Først dagen efter hentede jeg bilen, og den stod ganske rigtigt ude på gaden med nøglerne i starteren. "Jeg kan godt lide at bo her" sagde jeg til min mand. "Det er som at gå 50 år tilbage i tiden".

I dag ville ingen finde på at lade en køreklar bil stå natten over på Vallekildevej med nøglerne i, for desværre har tiderne ændret sig meget i de 20 år, der er gået.

Bente Bruun, 29/3-2006