Hans-Jørgen, der bor i Hørve, har foræret mig sin danske oversættelse af en svensk forfatter, Birgit Klockars bog om den svenske helgen, Birgittas, verden. En fin gave, som jeg har læst med glæde. Den Hellige Birgitta af Vadstena blev allerede i 1391, 18 år efter sin død, kanoniseret. Hun var en dame af fornem slægt, blev tidligt gift og fik mange børn. Allerede som 7-årig fik hun syner, men først efter mandens død begyndte hun et strengt asketisk liv. Hendes syner eller åbenbaringer er nedskrevet i 8 bøger. Hun stiftede en nonne- (og munke-) orden, som senere kaldtes Birgittinerordenen. Den fik adskillige klostre i Norden, herunder 2 i Danmark. Det ene af klostrene er nu domkirken i Maribo, det andet den gamle klosterkirke i Mariager. I Hans-Jørgens oversættelse af Klockars bog omtales sjælen, der forlader menneskets krop efter døden til forskel fra dyrenes sjæl, der dør med kroppen.

Begrebet sjæl er umuligt at definere, mange filosoffer har prøvet. En af dem, Descartes, tillagde ikke dyr nogen sjæl overhovedet, det finder jeg skrapt idet jeg synes, at vores kat er overordentlig sjælfuld !

I den buddhistiske religion findes troen på sjælevandring. Efter denne tro bliver man ustandselig genfødt, indtil man gennem et "perfekt liv"
opnår belønningen, den højeste tilstand, Nirvana. Faktisk skal man kun tænke på at frelse sin egen sjæl for at undgå at blive født som et lavere væsen, en noget egoistisk religion. Livet betragtes som en stor lidelse fra fødsel til død, fyldt som det er med sygdom, tab, sorger og angst. Nirvana er fred, intethed, udslukning, lidelsesfrihed.

Og naturligvis kan livet sommetider føles svært. Med årene kommer måske tung sygdom, man mister flere og flere af de mennesker, man har delt tilværelsen med og nogle oplever sorgen ved at overleve deres egne børn. Men der er da også store glæder og lyse timer imellem.

For ikke at tale om store og små ærgrelser. Til en af de mindre hører vores ærgrelse over, at vi ikke længere må ryge vores piber i Asnæscentret, når vi sidder med en kop kaffe efter vores indkøb. Jeg begriber ikke, hvordan nogle få rygere - for der er jo ikke mange tilbage, og snart er den sidste udryddet - kan genere antirygerne i den grad, at de bruger udtryk som "stank" og "hørm" og det i et center, der er stort og luftigt, og hvor taget åbnes om sommeren. For nogle måneder siden skrev jeg en klumme om sagen og sammenlignede bl.a. tobaksrøg med den enorme luftforurening, der finder sted i trafikken hver dag. Jeg kan ikke se proportionerne i den herskende antirygerkampagne, og fik et brev fra en kvinde i Fårevejle, der ikke var enig med mig hvilket hun er velkommen til, hvis hendes brev ellers var holdt i en ordentlig tone. Hun slutter med følgende bramfri udtalelse:

"Hvad ville du sige til at jeg stillede mig op foran dit bord i centeret og begyndte at lukke tarmluft ud. Jeg kan forsikre dig at den os af pomfrittes blandet med ølhørm og røg er lige så ubehagelig for ikke rygere, som min tarmluft ville være for dig. Men hvorfor skal jeg have mavekneb, når jeg kan lette mig selv ved ikke at tage hensyn til dig. Det er vel også personlig frihed at have fred med sin egen mave, eller hva`."

Så fik hun det da sagt.

Bente Bruun, 26/4-2006