Jørgen kom fredeligt cyklende hen ad Kanalvejen, da en stor hund, en Rottweiler, korn løbende efter ham og bed ham i det ene hen. Jørgen sparkede ud efter den, heldigvis blev han siddende på sin cykel, og det lykkedes ham at komme væk. Han tog til læge med det samme, fik renset såret og fik også en stivkrampeindsprøjtning. Endnu nogle dage efter blødte såret stadig og gjorde ret ondt. Jeg håber, det er i orden nu, jeg har ikke set ham siden.

En Rottweiler er en farlig hund, der ikke bør løbe frit omkring. Jeg skal i hvert fald ikke på spadseretur forbi det sted, hvor hunden bor, og det er ikke til at tænke på, hvad der kan ske, hvis der kommer et barn forbi, og hunden ikke er lukket inde i haven.

Pludselig en dag, da jeg var 13-14 år gammel, lå jeg på ryggen med schæferhunden Treff ovenpå min brystkasse. Treff havde jeg kendt i mange år, han tilhørte min bedste veninde, Merete, der boede omkring hjørnet af mit barndomshjem på Ole Olsens Allé i Hellerup. Jeg holdt meget af den store, dejlige hund, og ingen kunne forstå, hvorfor den pludselig fandt på at overfalde mig. Jeg troede selvfølgelig, at den ville lege. Jeg syntes, det var ulækkert, at Treff savlede ned i mit ansigt, og det lykkedes mig at rulle rundt, så jeg lå på maven. Jeg blev bidt i skulderen og Meretes mor, en kraftigt bygget, flot kvinde med store hænder og fødder sendte mig med det samme til en læge, der ordnede såret. Såret helede vist uden problemer, og jeg lærte, at selv den allerbedste schæferhund trods alt kan have noget af en ulv i sig.

Grunden til, at jeg nævner fru Brandt's hænder er, at det fascinerede mig som stor skolepige at se hende lakere sine meget brede og lange negle. Hun sagde selv, at hun brugte en hel flaske neglelak hver gang ! Senere skiltes Meretes og mine veje, hun kom på Gentofte Statsskole medens jeg gik på Øregaard. Jeg blev gift meget ung, og selvom vi sås i flere år gled forholdet til sidst ud. Jeg ved, at hun blev en meget kendt dybdepsykolog og hun har vist hjulpet mange mennesker.

Min svoger, der er skovrider, gik meget på jagt. en naturlig ting for en mand i hans stilling. Han er desværre skilt fra min søster. og vi ser ham ikke mere. Han havde selvfølgelig sine jagthunde, en gravhund og en Weimaraner, Dart. Ib var den første i Danmark, der fik denne meget specielle hund. Racen blev indført af en advokat, der havde stor interesse for hunde og heste. Dart blev strengt opdraget af min svoger. Han lod den f.eks. løbe efter sin store stationcar, og han satte farten mere og mere op og forlangte, at hunden skulle følge med. Han stillede Dart foran en skålfuld mad, og først når Ib sagde "værsgod" måtte Dart spise maden. Jeg har set denne forestilling en gang, og Dart stod i næsten en time og savlede. Jeg var rasende. Han førte gang på gang sin hund dybt ind i den store skov ved skovridergården - både sommer og vinter, og lærte på den måde hunden selv at finde hjem hver gang. Dart lystrede kun ham, og det var sandelig godt, at Ib var tilstede en dag, hvor jeg besøgte mine forældre. Jeg var iført en dragt, og Dart røg lige i struben på mig, fordi dragten havde ræveskind om halsen og ærmerne. Ib kommanderede hunden væk, ellers var jeg blevet skambidt. En Weimaraner er en meget stor hund, og ingen andre end Ib kunne have gjort noget som helst i den situation.

Bente Bruun, 3/5-2006