Dette bliver ikke nogen munter klumme, for mit humør er ikke særlig muntert. Endnu engang er det sket, at et menneske, som vi har kendt i mange år er blevet dement. Vi havde ikke set vores ven i et års tid, og selvom vi syntes, at nogle af hans reaktioner var lidt mærkelige, sidste gang vi sås, er han nu, på den korte tid, der er gået, så præget af sygdommen, at der ikke er meget tilbage af ham.

Peter og hans kone har altid levet fornuftigt, kunne lide et glas vin men overdrev aldrig, spiste sundt, og han har spillet tennis i masser af år og golf de sidste 20 år. For mange år siden overtalte hans kone ham til at holde op med at ryge, det gjorde hun med de bedste hensigter, fordi hun mente, at rygning var usundt. Han savnede sine piber, men gjorde, hvad hun bad ham om.

Det siges, at der er en slags "demensbølge" i den nyere litteratur. Mange forfattere skriver om personer med sygdommen. Demens vinder frem som tema i litteraturen på det sidste. Forleden læste jeg en artikel i en af vores aviser, hvor en lektor i litteraturvidenskab og en kendt dansk forfatter udtalte sig om emnet. Jeg citerer nogle af deres udtalelser: " Sygdommen er naturlig, fordi vi lever længere og vi lever sundere, vi lægger vægt på at undgå kræft og hjerte-karsygdomme m.v. Men demens er den sygdom, man får, når man har levet længe nok ved at undgå alle de andre "livsstilssygdomme". Demens er, hvad man kan få som "belønning" for at have holdt ud og holdt sig rask. Denne sygdom forekommer at være noget af det mest skræmmende, man kan forestille sig, netop fordi den IKKE slår folk ihjel. I den tilstand forkrøbles den indre verden, og hele lageret af minder og følelser viskes ud. Demens er den ultimative fornedrelse." Og det er jo rigtigt.

Peter ser stadig godt ud med sit sportstrænede ydre, men hans manerer og bordmanerer er bestemt ikke elegante længere. Han har ingen smerter, men lever et spøgelsesagtigt efterliv. Det er ikke til at klare for hans kone i det lange løb. Sommetider siger han ikke et ord hele dagen, og for nylig nægtede han i 3 dage at spise den mad, hun havde gjort sig umage med. "Jeg kan slet ikke føre en samtale med ham mere" sagde hun forleden dag.

Peter kan leve mange år endnu, for han fejler jo egentlig ikke noget. Han er bare blevet til en krop, som ikke vil give op, fordi den altid har levet så sundt.

Kirsten bliver nødt til at få ham på et plejehjem snart. For sin egen skyld, selvom hun er ulykkelig ved tanken. Hun kan ikke lade ham være alene hjemme, for hun er hele tiden bange for, hvad han kan finde på, skal hun på indkøb, må hun tage Peter med. Nu er han begyndt at låse sig inde på sit værelse, og hun kan ikke få sig selv til at tage nøglen ud af døren. Det er svært at passe en mand, der er blevet dement, og Kirsten har måttet opgive alle sine egne interesser. Og bag det hele ligger jo bevidstheden om, at hans tilstand aldrig kan blive bedre.

Lad os dog nyde livet, medens vi kan ! Vi vil drikke vores rødvin og ryge vores piber. Måske - og måske ikke - lever vi nogle år kortere, men alt er dog bedre end at bo i årevis som en levende død på et plejehjem.

Bente Bruun, 14/6-2006