Torsdag den 15. ds. var vi - tilsyneladende - blevet inviteret på et besøg hos min mands familie. Engang var familien stor, men alle, som vi kendte, er døde. De forskellige kusiners og fætres efterkommere har vi ingen forbindelse med, men nu var der nogle, der gerne ville se os, og det var da hyggeligt, og vi sagde ja tak.

Vi ankom til et sted med store lokaler og en masse mennesker. Min mand smuttede hen, som han sagde, og talte med nogle af de tilstedeværende, der stod i et hjørne. Jeg sad og kiggede mig omkring. Der var mange små børn, og jeg kendte ikke nogle af de voksne. Og alligevel syntes jeg på en måde, at jeg kunne genkande nogle af ansigterne. Der lod et brag fra et tilstødende lokale og jeg gik derind og så, at en masse glas var knust og lå på gulvet. Gulvet var overstrøet med glasstumper. Vi havde ikke fået noget at spise, men jeg fandt frem til køkkenet og spurgte, om jeg kunne låne en kost til at feje alle glasskårene op, for det var der åbenbart ingen, der tog sig af. Man havde ikke nogen kost, viste det sig, og da det også viste sig, at alle de små børn skulle danse for selskabet netop i det lokale, hvor de knuste glas lå, råbte jeg til de forsamlede, at de ikke måtte sende børnene derind. Folk var tilsyneladende helt ligeglade og så følte jeg, at jeg ikke kunne gøre mere.

Jeg satte mig i en lænestol ved et bord, og kort tid efter sad 6-7 mænd ved samme bord. De stillede mig forskellige spørgsmål, som jeg svarede på. Nogle af spørgsmålene irriterede mig. En af dem spurgte mig, om jeg ville have en cigaret, og jeg viftede med min tændte pibe og svarede nej tak. En anden spurgte, hvilken tobak jeg røg, og pludselig havde jeg ikke lyst til at give ham den oplysning. Jeg sagde, at jeg røg South Pacific, som er en tobak, der ikke fremstilles længere. "Den tobak er gået ud" konstaterede han ganske rigtigt og jeg svarede, at jeg havde kaldt på den, og nu var den kommet ind. "Ligesom min kat" sagde jeg. "Hun kommer også ind, når je2 kalder". Manden gik sin vej, og en anden mand rykkede nærmere. Jeg syntes, at han lignede en jurist, som en af min mands kusiner var gift med. Jeg havde altid syntes, at han var tør og kedsommelig, og da jeg en dag hørte noget sladder, der gik ud på, at hans kone havde flere affærer med andre mænd kunne jeg faktisk godt forstå hende. Hun virkede altid som en glad og sjov pige. Jeg troede i øvrigt, at han var død for lang tid siden. Han gik også væk, da jeg havde svaret ham, og en anden mand satte sig i hans stol og spurgte, om vi skulle ud og rejse i år. Et fredeligt spørgsmål, skulle man synes, men jeg var træt og sulten og svarede bare, at vi havde tænkt os at tage en tur til Holbæk dagen efter. Væk var manden, og ved siden af mig stod en anden mand. Jeg fik et chok. Selvom han overhovedet ikke lignede min mands yngste bror, Ove, vidste jeg, at det var ham. Ove døde for mange år siden, og omsider vågnede jeg og fandt ud af, at det hele var en drøm. Ikke noget mareridt, men jeg var lidt ked af det og satte mig ind i dagligstuen - klokken var 3 om natten, og jeg blev siddende et stykke tid og drak et glas rødvin, og gik så i seng igen og faldt i søvn.

Den drøm må skyldes varmen. Efter en hel del kolde uger havde vi nu fået hedebølge, og så bliver folk sommetider mærkelige i hovedet.

Bente Bruun, 21/6-2006