Noget af det klogeste, man kan gøre, er at glæde sig på forhånd. Der findes ligefrem et ordsprog: Forventningens glæde er altid den største. Det er nemlig slet ikke sikkert, at opfyldelsen af forventningerne svarer til det, man havde planlagt, men glæden ved planlægningen kan ingen tage fra os.

Til gengæld skal man passe på med ikke at tage sorger på forskud. Det er jeg slem til. Jeg bekymrer mig om mange ting, forestiller mig tit det værste, og siger: "Hvad nu, hvis ...". Jeg ved godt, at det bedste er at løse problemerne undervejs, ikke at være bange for dem på forhånd. Men samtidig synes jeg, at det kan være klogt at være forudseende, og det var grunden til, at jeg investerede i en fin metalplade og et halsbånd til katten Line. På pladen blev indgraveret Lines navn og vores adresse og telefonnummer. Jeg var bange for, at katten skulle springe ud over kanten af vores tagterrasse i den nye bolig. Line er vant til at balancere på taget af vores hus og at springe op og ned ad høje stakitter. Hun gik også ture i nabolaget og ud over markerne og ind i folks haver og stuer for at hilse på naboerne. En kat med en dejlig, fri tilværelse, hele den store have og omegn til rådighed. Nu skulle hun bo i en lejlighed med en tagterrasse, og hun ville da sikkert prøve at springe ned fra den terrasse og ud i landskabet (og trafikken). Hvis Line klarede springet uden at brække noget, ville hun løbe videre, og så ville folk, der så hende, få øje på halsbåndet, og man ville sikkert sætte sig i forbindelse med os. Vi kunne ikke tage andre forholdsregler, men kun håbe det bedste, og jeg har været meget ked af det og urolig over situationen i lang tid, for vi flyttede fra hus og have.

Det kunne jeg have sparet mig. Line har med ro og lethed vænnet sig til at være indekat med adgang til eget udeareal på 25 m2, hun har lange gulve at løbe henover, idet alle gulve går ud i eet, hun virker glad og tilfreds og det er helt tydeligt, at hun er alt for klog til at vove springet ud over glasgelænderet rundt om terrassen.

For mange år siden bekymrede jeg mig også - jeg var som alle andre mennesker bange, og min tilstand udviklede sig til en flerårig angst, der gjorde mig syg. Årsagen var atombomben, der var en nærliggende trussel for hele menneskeheden i en meget lang periode. Det var den kolde krigs tid. Efterhånden blev jeg voksen og klar over, at jeg matte lære at leve med min angst. Omsider faldt muren, Sovjetunionen forsvandt og den kommunistiske ideologi brød sammen. Men stadig findes krige overalt, grusomheder finder sted hver dag. Terrortruslen har afløst atombombetruslen - det ene kan være lige så slemt som det andet - alle må lære at leve med den angst, for sådan er livet bare blevet i dag.

Bente Bruun, 23/8-2006