For en del år siden havde jeg fornøjelsen af at høre Johannes Møllehave holde en foredragsrække om Grundtvig og Karen Blixen. Møllehave kan fortælle! Han havde manuskriptet i hånden, men brugte det faktisk ikke, han vandrede op og ned på gulvet og talte på livet løs. Og til sidst, når tiden var gået, afbrød han sig selv, sagde farvel og gik. Han kunne sagtens være blevet ved med at fortælle, følte man. Det er på samme måde, når han skriver. Så fortæller han også tilsyneladende alt, hvad der falder ham ind, det gør det sjovt at læse hans bøger og artikler. For kort tid siden stødte jeg på en kronik i en avis, hvor han fortalte, at han nu var tilbage efter i 15 år at have boet i en provins i England. Han havde haft en dejlig tid, men det kapitel var nu overstået, og det var også godt. Han så sig aldrig tilbage, savnede ikke det, han forlod.

Sådan har vi også altid haft det. Vi har undervejs i livet med vilje lavet fundamentalt om på vores tilværelse nogle gange. Ikke, fordi vi var utilfredse, men vi har en filosofi om, at det er sundt - og foryngende - ikke at blive hængende i det samme liv, det samme erhverv, den samme omgangskreds og bolig hele livet.

Det er altid gået fint med vores livsmønster-skift, men forleden morgen kom jeg i tvivl. Vi er flyttet fra en lukket vej med udsigt over dejlige marker til udsigten over en rundkørsel med trafik. Det er godt, at der sker noget lige neden under vores tagterrasse, det er hyggeligt at se på biler og cyklister og vi har altid noget at tale om, men vi havde ikke regnet med, at alle landbrugsmaskinerne og de andre tunge køretøjer fra hele Odsherred og omegn ville bruge rundkørslen døgnet rundt - det er meget støjende, og det må vi så vænne os til. Men jeg var ked af det den morgen i sidste uge. En halv time efter var jeg blevet glad igen, for min mand havde samme morgen fundet ud af, hvordan han - næsten uden min hjælp - var i stand til at komme i brusebad og ud igen, og det er skam en stor ting for ham, for han vil gerne kunne klare sig selv på så mange områder som overhovedet muligt til trods for sin kørestol og lamme ben. Fint ! og i samme øjeblik spillede min radio en af mine yndlingsmelodier fra Monty Python filmen, Life of Brian. De, der har set filmen husker også slutscenen, hvor Brian hænger på sit kors sammen med utallige andre medens han synger sin glade melodi "Always look at the bright side of life". Filmen er en parallel til Jesus's liv, Brian bliver født samtidig med Jesus, alle tror, at Brian er frelseren. Det er han ikke, han er en rar og forvirret størrelse, der aldrig forstår, hvad det er, der sker med ham.

Filmen er fra engang i 1980'erne. Efter min mening er det en god film og den morsomste, jeg har set i mit liv. Blasfemisk ? - ja, noget så inderligt, og der var også protester, da den i sin tid kom i biograferne over det meste af verden. Der var dog ingen repræsentanter for kristendommen, der brændte engelske ambassader ned overalt eller demonstrerede i tusindvis og trampede på flag og forlangte død eller livsfarligt fængsel til John Cleese og de andre fra Monty Python.

Bente Bruun, 30/8-2006