Dette bliver en fortælling om dyr - katte og hunde. Jeg ved godt, at jeg tit fortæller om dyr, fordi de er så hyggelige at have omkring sig. Hunde og katte er højt udviklede dyr, der også kan finde på gale streger.

Marianne og hendes mand har fire hunde, jeg mener, det er af racen Beagle. Husstanden omfatter også nogle katte, de opholder sig udendørs. Hundene ved godt, at de er finere end kattene, fordi de bor inde i huset, og når de skal ud og luftes, glammer især den ene af hundene efter kattene - bare for en ordens skyld. En aften sad ægteparret og så en udsendelse om Knuthenborg Safaripark i TV. I parken findes mange forskellige dyr, man har også flere sibiriske tigre, kæmpestore dyr, der bor i et stort område, der er kraftigt indhegnet. Hver dag er der arrangeret turistture i tigerområdet, hvor man kører i egen bil i en bestemt rute med slottets specielle armerede køretøj forrest. Der er strenge regler for, hvordan man skal forholde sig, medens man er inde i området af hensyn til sikkerheden. Marianne og hendes man sad sammen med to af deres hunde i dagligstuen og så udsendelsen, da der pludselig dukkede et tigerhoved frem, der fyldte hele skærmen. Den ene af hundene fik åbenbart et chok, og gav sig til at hyle. Hans-Jørgen tog hunden op til sig og brugte en del tid på at berolige den. Den anden hund var ikke blevet forskrækket, så den var der ingen, der klappede.

Marianne gik i seng og lå og læste. Hundene sover sommetider i deres seng, og hun hørte lidt efter et plask. Hun læste videre uden at vende sig og slukkede til sidst lyset og lagde bogen fra sig. Hendes mand kom op og gik i seng, men sprang hurtigt ud af sengen igen. "Sengen er drivende våd, hvem har tisset i den ?" råbte han. De kiggede under sengen og opdagede synderen og opdagede samtidig, at det var den hund, som ikke var blevet trøstet og klappet lidt tidligere på aftenen - den fik sin hævn, må man sige. I øvrigt fik jeg at vide, at den forskrækkede hund ikke skælder ud på kattene længere. Den står lidt usikkert og venter på trappen, indtil kattene flytter sig og - påstår Marianne - passerer kattene med et venligt smil.

Nogle mennesker har et meget nært forhold til deres hund eller kat, tit bliver dyret deres nærmeste ven - måske den eneste, de har. En gang for mange år siden kom en gammel dame og ville have oprettet et testamente. Hun havde aldrig været gift, havde ingen nære slægtninge, og boede alene med sin kat. Hendes store bekymring var, hvad der skulle blive af katten, hvis den overlevede hende.

På hendes vej boede en yngre dame, som hun af og til faldt i snak med. Hun havde en dag fortalt hende, at hun spekulerede så meget over, hvordan det skulle gå med hendes kat, når hun var væk. "Det skal du ikke være bange for" svarede naboen. "Jeg lover at tage mig af den".

Den gamle dame var taknemlig, og i hendes testamente blev det bestemt, at den venlige nabo skulle arve hendes hus og alt indbo.

Bente Bruun, 13/9-2006