Dette er en fortælling om en god veninde, som vi begge holder af. Lad os kalde hende Marie - det hedder hun ikke. Min mand kender hende fra dengang, de begge var i studenteralderen, og han følte sig godt tilpas sammen med hendes forældre, hendes far en stilfærdig mand og hendes mor et farvestrålende menneske med et vældig snakketøj og mange interesser, også indenfor underlige okkulte emner. Maries mor fortalte mig engang, at hun havde ladet sit pendul svinge frem og tilbage over min håndskrift. Pendulet sagde åbenbart god for mig og det var jeg da glad for. Marie var i mange år gift med en kontorchef i en af Danmarks største virksomheder, og ægteparret og deres 3 børn tilbragte en del år i USA.

De kom tilbage til Danmark, og deres forfærdelige ægteskab fortsatte. Maries mand var et slemt eksemplar af det, man engang kaldte en hustyran. Han krævede absolut lydighed af hende, og foretog hun sig noget, han ikke brød sig om, fandt han på modbydelige straffeforanstaltninger. Efter mange år blev det for meget for hende, og hun søgte skilsmisse. Min mand førte sagen for hende, og det var en langstrakt, uhyggelig sag. Manden var helt ustyrlig og mødte gang på gang op til møder med en pose fuld af guldøl som han drak, samtidig med, at han slugte piller. Skilsmissen blev gennemført efter 4-5 år med en masse dramatik.

Marie havde det svært efter skilsmissen, og jeg fik hende med i en italiensk studiekreds, som jeg og nogle af mine veninder deltog i gennem mange år. Marie faldt godt til, alle kunne lide hende. Hun fik det bedre og bedre og kom også ind i vores vennekreds. Men en ting undrede os alle: Hun tog som en naturlig ting imod alles gæstfrihed, men gjorde aldrig gengæld. Det var efterhånden tydeligt, at hun ikke ønskede nogen indenfor sin hoveddør. I dag er hun særdeles velhavende. Hun arvede mange penge og værdipapirer og fornemme malerier og antikviteter. Hendes barndomshjem var et smukt hus i Rungsted, et af de huse der i dag sælges for et 2-cifret millionbeløb. Hun solgte huset og fik en lejlighed nord for København. Marie er en pige med ordenssans og kan ikke have noget at skjule i den lejlighed, hun har boet i de sidste mange år. Hvorfor må ingen af os besøge hende? Engang var hun syg og talte med Ellen, der tilbød at hente medicin. Hun købte også blomster for at glæde Marie, men fik besked på at lægge det hele udenfor døren.

For flere år siden, efter at vi var flyttet til Hørve, var der nogle papirer, der krævede Maries underskrift. Vi administrerer hendes formue. Det var værdifulde dokumenter, og jeg foretrak at køre ind til hende og få papirerne med tilbage i underskrevet stand. Jeg ringede til hende, og sagde, at jeg ville besøge hende næste dag om eftermiddagen. Da jeg ringede på hendes dør lukkede Marie op, tog papirerne, lukkede døren og kom 5 minutter efter tilbage igen, åbnede døren og gav mig de underskrevne dokumenter. Jeg blev ikke budt indenfor. Jeg var rasende og dybt såret, da jeg kørte de ca. 100 km tilbage - hvordan kunne hun behandle mig på den måde ? Vores venner er for længe siden holdt op med at invitere Marie med til noget som helst, vi holder ved, fordi vores venskab er gammelt, og fordi hun er et godt menneske, hun er livfuld og velbegavet.

Men det forekommer os, at hun har en besynderlig psykisk brist.

Bente Bruun, 18/1-2006