For kort tid siden døde en meget gammel og meget syg dame, som levede i ensomhed uden familie og relationer, men som havde lært et kærligt menneske at kende, som sørgede for, at begravelsen foregik så smukt, at den blev en fin og værdig afslutning på et langt liv. - I de senere år har vi deltaget i mange begravelser - alt for mange. Det er vel naturligt, efterhånden som man bliver ældre. Nogle gange er vi tilstede, fordi vi synes, vi bør være der, andre gange føler vi en dyb sorg, fordi vi kendte den afdøde så godt og havde så mange minder om et fælles liv, at det kan synes svært overhovedet at komme videre i tilværelsen, fordi tabet er så stort.

Min mand har som advokat behandlet mange dødsboer, hvor arvinger som regel har opført sig udmærket, og i fællesskab arvet i fred og ro. Men sådan er det ikke altid, jeg husker især nogle tilfælde, hvor det gik galt, hvor de efterladte er blevet uenige om forhold, som man syntes burde være uden betydning i sådan en situation. I de sidste 20 år er der 3 bobehandlinger, som har efterladt hos os en følelse af menneskelig smålighed og griskhed. Men den værste bobehandling, vi nogen sinde har haft, foregik for nogle år siden i København. Det drejede sig om en festlig familie, som vi havde kendt i mange år. Ægtefællerne døde med 14 dages mellemrum, de havde begge været gift før. Hun havde en datter fra første ægteskab, og han havde to sønner. Det var en meget lykkelig familie, alle havde det fint sammen. Da den fælles bisættelse fandt sted forestod den ene af sønnerne bisættelsen, han er præst. Den afdøde mand havde haft en stor stilling i samfundet, hans kone var særdeles formuende p.g.a. arv efter rige slægtninge. Mange dejlige fester holdt de i årenes løb, vi var altid med, de var nære venner til os.

Efter deres død gik det hele galt. De to sønner mente, at de burde have del i formuen efter deres stedmor. Der var rigeligt at dele i boet, en dyr ejerlejlighed i city og et sommerhus, der lå i pragtfulde omgivelser i Nordsjælland. Begge ejendommene skulle sælges, det drejede sig om mange millioner. Men der var testamentariske bestemmelser om, at datteren skulle arve sin mor. Det ville de to brødre ikke finde sig i. De ville have endnu mere. Deres halvsøster holdt af dem og var ulykkelig over situationen. Hun tilbød dem begge et stort beløb af sin arv. Ikke tale om, det var ikke nok. De trak deres søster i retten, men fik ikke medhold, og nu er forholdet mellem de tre søskende ødelagt. De ses aldrig mere, det tidligere harmoniske familieliv eksisterer ikke længere.

Hvorfor opfører mennesker sig sådan på grund af deres pengebegær? I dette tilfælde var der rigeligt til alle. Nu mistede brødrene mange penge, der var store sagsomkostninger. - Et godt familieliv er en stor ballast i livet, det ved min mand og jeg. Engang var vi en stor familie på begge sider, i dag er der næsten ingen tilbage, de er alle sammen væk. Det kan heller ikke nægtes, at vi synes, at præsten er den værste af de to brødre, netop fordi han er præst.

Bente Bruun, 25/10-2006