Det er vel et par måneder siden, at Marianne skrev i Det Ny Odsherred og fortalte om en familie, der var flyttet fra den vej, hvor hun bor. Familien havde både hunde og katte som kæledyr, og da de flyttede, lod de to af kattene blive tilbage. Den ene kat var en hunkat, der snart skulle have killinger. Marianne så, at de gik søgende omkring og ikke kunne komme ind i det aflåste hus, og hun fik ondt af dem og gav dem noget at spise.

Hun prøvede at sætte sig i forbindelse med familien, der var flyttet, for at få dem til at hente deres katte - det hjalp ikke og jeg mener, at hun henvendte sig til en dyreorganisation. De tidligere naboer dukkede så omsider op - uheldigvis en dag, hvor de to efterladte katte ikke kunne findes, så de fik dem ikke med. Marianne har i mange år taget sig af tilløbende katte. Hun kan se på dem, om de kommer fra et godt hjem og bare har lyst til lidt variation i maden - en ny restaurant kan man sige - eller om det er sultne, hjemløse dyr og er det tilfældet, løber hendes hjerte af med hende og hun tager dem på kost. Besværet er altså hendes egen skyld, men det kan man ikke bebrejde hende.

Det er nu nogen tid siden, jeg har talt med hende, og jeg ved ikke, om de hårdhjertede katteejere i mellemtiden har hentet deres efterladte dyr.

Nogle mennesker har en besynderlig indstilling til katte. Der er næppe megen tvivl om, at hvis man har givet 5-10.000 kr. for en fornem racekat, så skal folk nok tage den med sig, når de flytter. Men en almindelig huskat risikerer at blive udsat for alt muligt, for dem kan man finde overalt, de er ikke fine og dyre og har ingen stamtavle. Michael, vores søn, har to vældig fornemme katte, en korthårs-perser og en abyssinier. De var meget dyre, og de er dejlige begge to, især er Livingstone, abyssinieren meget morsom og kærlig. Hulda er lidt mere tilbageholdende. Vores kat, Line, er ikke nær så fornem, men lige så hengiven som Livingstone. Når vi kommer hjem til hende kalder jeg på hende fra elevatoren, der går direkte op i vores lejlighed, og vi kan være fuldstændig sikre på, at hun står og tager imod os i forstuen med højt loftet hale. Mjav, MJAV siger Line og styrter rundt om benene på mig. Hun finder på mange morsomme ting hele tiden.

Min afdøde mors bedste veninde, Ingeborg, var et usædvanligt godt menneske. Hun er også død nu, hun blev meget gammel. Hun var en interessant og højt begavet kvinde. Derfor blev jeg også skuffet, da hun en dag fortalte mig om den kat, som hun en ferie havde fodret ved sit sommerhus i Bunken. Hun opholdt sig i huset i en lang periode hvert år, og et år kom en smuk kat løbende. Da hun hen på efteråret lukkede huset gav hun den mad for sidste gang, startede sin bil og kørte hjem til Nærum. Hun vinkede til den lille kat og sagde til den: "Farvel, vi ses igen næste år" fortalte hun mig. Hvad forestillede hun sig ? At katten ville stå og vente i 8-9 måneder uden mad og drikke, indtil hun dukkede op igen ? Hvis den kat var meget heldig, ville den hurtigt blive kørt over eller taget af en ræv. Ellers ville den dø af tørst og sult.

Det er en langsom død.

Bente Bruun, 1/11-2006