I forrige uge havde Bent Kjærsgaard forfattet en klumme i Venstrebladet. Jeg har engang set ham optræde med sit Big Band, der består af hans bror og ham selv. De var bestemt ikke kedelige.

I sin klumme fortæller han bl.a. om fasaner og disse fugles manglende færdselskultur, idet fasaner ofte piler over befærdede landeveje uden at skænke det en tanke, at de kørende maskiner er dødbringende. Fasanen skal bare over på den anden side af vejen, og andet har den ikke i hovedet. En forklaring på fasanernes tåbelige opførsel kan være, at fuglene tit bliver opdrættet med jagt for øje, således at man i jagtsæsonen bare slipper dem løs, så de er nemme at skyde ned. De har ikke haft mulighed for at vænne sig til den frie natur eller trafikkens farer. Mange af os har sikkert kørt en fasan over, fordi vi ikke kunne undgå det, og det er aldrig rart.

Hønsefugle har vist kun en meget lille hjerne, men jeg har dog aldrig set en trafikdræbt høne. Heller ikke dengang vi kørte i Polen en uges tid i landlige omgivelser, så landlige, at folks høns gik i det åbne landskab og i grøfterne og ledte efter føde. De polske høns holdt sig til grøftekanten og søgte ikke ud på vejene.

Kjærsgaard skriver også om en tidlig morgen i denne mørke tid, hvor han var tæt på at køre en kvinde ned. Hun kom gående med et lille barn i barnevogn og et lidt større barn ved siden af. Hun og barnet var mørkklædte og barnevognen mørkeblå, de havde ikke en gang refleksbrikker på, så han havde meget svært ved at få øje på dem.

Og for nu at blive ved det lokale: Vi har i vores kommune meget lange landeveje. F. eks. Tuborgvej, Skovlyvej og Rådhusvej. og vejene er kulsorte på denne årstid. Og så opstår - endnu en gang - den situation, der gentager sig hver vinter. Vi kommer kørende med det lange lys på, så vi kan se ordentligt. Imod os kommer en anden bil, der meget hurtigt begynder at blinke for at få os til at dæmpe lygterne. Hvert år fortælles det i avisernes motorspalter, at man skal vente med at blænde ned, til de to modkørende bilers lyskegle mødes. Det er ikke svært at rette sig efter den regel, og det kan være livsfarligt for en fodgænger eller en cyklist, der bevæger sig til højre foran vores bil, hvis vi lader os tyrannisere til at dæmpe lyset. Sommetider er der jo ikke engang en cykelsti langs vejen. Så vi blænder altså ikke ned, før vi ved, at det er det rette tidspunkt, for vi ønsker ikke at køre ind i et menneske på grund af den modkørende bilists reaktioner, der nogle gange har været besynderlige.

Engang blev en bilist så rasende, at han vendte om på Skovlyvejen og kørte bagefter os med sin køler næsten op i vores bageste kofanger medens han skiftevis blændede op og ned med sine lygter for at genere os. Vi lukkede for vores bakspejl og lod manden rase ud på den lange strækning. Jeg går da ud fra, at den arrige bilist var en mand, jeg vil nødigt tro, at en kvinde kan opføre sig så idiotisk. Men man ved jo aldrig - som min mand siger: "Kvinder er ikke, hvad de har været". Og så kigger han på mine lange bukser og sukker. Han tænker nok på dengang, han ved en festlig lejlighed holdt en tale for mig og blandt andet takkede mig for, at jeg aldrig gik med lange bukser fordi det var så ukvindeligt. syntes han.

Det er længe siden han holdt den tale.

Bente Bruun, 22/11-2006