Det er sommetider pudsigt at konstatere, hvordan omgangsformen mellem mennesker ændrer sig i løbet af forholdsvis kort tid. Det var eksempelvis ganske normalt indtil for ca. 20 år siden, at en advokat anvendte flere forskellige former for hilsener i sine breve. Var brevene til klienter eller kolleger, som man var på god fod med, stod der altid "Med venlig hilsen". Drejede det sig om institutioner eller utiltalende kolleger skrev man "Deres ærbødige". En særlig afart blev anvendt i incassosager, idet man til debitorer altid skrev: "Erbødigst". Det lyder jo vældig fint og finere end Deres ærbødige, men sådan skulle det ikke forstås. Forstå det, hvem der kan!

Forleden læste vi om en kommunaldirektør på Sjælland, der syntes, at det var så synd for medarbejderne i kommunen, at de blev så voldsomt stressede og fik dårlige nerver på grund af alt arbejdet med kommunesammenlægningerne. De fik tilbudt psykologhjælp, så de ikke gik helt ned med flaget. Han skrev til alle de ansatte og underskrev brevet "Med kærlig hilsen". Det er da hensynsfuldt og nænsomt og vidner om interesse for de stakkels kommunalt ansattes ve og vel, men hvad gør han så, hvis han skal skrive til sine nærmeste ? Det virker underligt, at han sender sine embedsmænd den samme kærlige hilsen som han sender sin gamle mor. Denne inflation i hilsenbegrebet medfører nogle underlige situationer. For kort tid siden skrev min mand - der plejer at være venlig og tålmodig - til Arbejdstilsynet, som for tiden irriterer os med deres bureaukrati og sløvhed. Han endte sit brev med at skælde dem ud for skandaløs dårlig behandling - aldeles uhørt, skrev han, og underskrev derefter "Med venlig hilsen". Det sker jo også, at man er nødt til at skrive til personer, der ikke overholder terminsbetalinger på deres ejendomme. Så kan det ende med, at man opsiger restgælden, der kan være på adskillige hundrede tusinde kroner og truer med tvangsauktion. Ovenpå den svada skriver man så Med venlig hilsen". Det må forekomme modtageren af det meget uvenlige brev ret ironisk.

Det er noget værre rod, og jeg kan ikke lide rod. For eksempel kan jeg heller ikke lide rod i vores køkkenskabe og vores omgivelser i det hele taget. Min mand synes, jeg har for megen ordenssans, og morer sig over, at jeg polerer håndvaskene i køkken og badeværelser. "Står du nu og gnider igen" siger han. En veninde mente åbenbart at jeg overdrev. "Jeg er sikker på, at alle hankene på dine kopper vender samme vej i skabene" sagde hun. Og selvfølgelig gør de da det. "Ja, det er klart" svarede jeg og opdagede, at hun stod og gjorde nar af mig. Det var for skrapt hvad bildte hun sig ind ?

"Jeg vil nødigt se dine skabe indvendig" fortalte jeg hende. "Dine hanke stritter sikkert i alle retninger".

Og så talte vi ikke mere om det.

Bente Bruun, 13/12-2006