Nu er Saddam Hussein blevet hængt og fik således sin retfærdige straf, selvom vores del af verden, som ikke bruger dødstraf, ville have foretrukket livsvarigt fængsel. Det må være en langt hårdere straf for ham, at sidde resten af sit liv, glemt af alle, rugende over sine ugerninger. Han blev dømt og henrettet af sine egne i et land, hvor man anvender dødsstraf hver dag, og hvor man anser hængning for en uværdig henrettelsesmetode i modsætning til skydning, der viser større respekt for den dødsdømte. Det må undre, at det hele foregik så sjusket, at Hussein fik vredet hovedet af led og hans halvbror, der blev henrettet et par uger senere, tilsyneladende fik revet hovedet af kroppen i hængningsøjeblikket - ufatteligt, at sådan noget overhovedet kan ske og frygtelig uheldigt, når hele verden får det at vide med det samme. "Det var Guds vilje" sagde anklageren, der var vidne til den sidste henrettelse og som var den første af vidnerne, der løb hen til faldlemmen og opdagede, at hovedet var skilt fra kroppen. - Der er vel ingen, der har ondt af de to brødre.

Der er i hvert fald mere grund til at have ondt af kristne mennesker, der lever i muslimske lande og bliver forfulgt og dårligt behandlet på grund af deres tro. Der er også grund til at have ondt af muslimer, der konverterer fra Islam til Kristendom. I flere muslimske lande, f.eks. Saudi Arabien og Iran vil det normalt medføre dødsstraf. Man regner med, at 300-400 herboende muslimer er konverteret. Det kræver et mod, som det er svært at sætte sig ind i. Bliver disse mennesker sendt tilbage til, hvor de kom fra, er de i overhængende livsfare. Bliver de boende i Danmark er det næsten givet, at de bliver isolerede og udstødte af deres familie. Og så kan man vel endnu en gang forbløffes over, at fundamentalistiske, islamiske regimer og befolkninger finder det helt i orden at forfølge og myrde mennesker, som de betegner som vantro, medens de er rasende ophidsede over, at deres egen tro ikke omgående møder den dybeste respekt hos alle i de lande, som muslimer vælger at flygte eller indvandre til.

I en delstat i Tyskland er der afsagt en dom af statens forfatningsdomstol, hvorefter muslimske lærere ikke må gå med tørklæde, når de underviser. Det islamiske religionsfællesskab har selvfølgelig omgående klaget over diskrimination, fordi katolske nonner, der må undervise, er iført ordensdragt og bærer kors. Delstatens lov nævner ikke direkte ordet "tørklæde" men forbyder generelt lærere at gå med symboler og tøj, der viser en holdning, der ikke er i overensstemmelse med grundlovens kristne værdier. Det er rimeligt, at man anser tørklædet - der i den grad er udtryk for den islamiske tro - for at skade den pågældende lærers troværdighed overfor skolebørnene, der bor i et samfund med kristne og vestlige værdier.

Bente Bruun, 24/1-2007