Engang var der i en af vores aviser en tegneserie, der hed Steen og Stoffer. I mange andre lande optrådte den også i aviser, og den blev valgt som verdens bedste tegneserie. Tegneserieforfatteren var far til en helt umulig unge, og efter sigende undgik drengens far kun den lukkede afdeling ved at opfinde en tegneserie med sin søn som figur, og det var så Steen. Stoffer er Steens tøjtiger, som kun bliver til en levende og herlig filosofisk tiger, når den er alene med Steen. Drengen er meget velbegavet og samtidig ustyrlig og utilpasset. Han og hans far kan ikke udstå hinanden, og han har det ikke meget bedre med sin mor. Ind imellem skærer Steen ansigter og laver nogle rædselsfulde grimasser, og den hårdtprøvede mor siger ved en af de lejligheder, at han skal passe på, for hvis vinden vender kan han risikere, at grimassen bliver siddende fast i ansigtet, så han aldrig kan komme af med den igen.

Hele denne indledning skyldes, at jeg kom til at tænke på drengen Steen, da jeg forleden i Venstrebladet igen læste et læserbrev fra en kvinde, der med alt for korte mellemrum ustandselig brokker sig over alle de forhold samt mennesker, som hun ikke er tilfreds med. Det må være besværlig i årevis at være sur over alt det, hun altid er sur over. Jeg forestiller mig, at de nedadtrukne mundvige, som hendes ansigt sikkert er forsynet med nu sidder så fast, at hun aldrig kan komme af med dem igen.

Det er mærkeligt med mennesker, der altid kan finde på noget, de er utilfredse med, man skulle synes, at de må have en trist og ensom tilværelse. Derfor vil jeg sætte et forhold på plads, som vi var utilfredse med for nogen tid siden, og som jeg brokkede mig over. Vi - og flere andre i Bays Have - var meget kede af postgangen, der i lang tid bevirkede, at vi fik aviser og breve med tilfældige mellemrum, i en periode kun ca. 3 gange om ugen - det er ikke særlig spændende at læse dagens nyheder med flere dages forsinkelse, hvor de ikke er nyheder længere. Men nu er forholdene blevet bedre, for i dag får vi post hver dag og den er her som regel omkring 12-13 tiden, og det kan vi acceptere.

Men nu brokker jeg mig igen - ligesom den sure kone i Venstrebladet. Der har lige været verdensmesterskaber i herrehåndbold, som min mand gerne ville følge med i. Somme tider er der damehåndbold og fodboldkampe og tenniskampe og badmintonkampe, som han også vil se på TV. Jeg kan ikke sidde og læse i alt det spektakel og tager lange bade og var således meget ren i den uge, de spillede, eller jeg går ind på mit kontor og arbejder. Min mand er nu begyndt at lukke for lyden, hvis jeg er i stuen, for han er en god og hensynsfuld mand, og en af aftenerne kom jeg ind til ham og fjernsynet.

"Uha, skal du nu sidde her?" sagde han, medens han lukkede ned for lyden, hvorefter jeg gik ind på mit kontor.

Nu er turneringen forbi med bronze til vores hold, flot klaret - og så kan vi hygge os sammen om aftenen igen.

Bente Bruun, 7/2-2007