Vi skulle en tur til Jylland i onsdags og være væk i 3 dage for at deltage i generalforsamlinger i nogle investeringsselskaber, som vi har forretningsmæssig forbindelse med. Det gør vi hvert år, og det er mægtig hyggeligt, virksomhederne bliver drevet af solide jyder, middage og frokoster foregår på det bedste hotel i den by, man vælger, en ny hvert år. Vi bor på hotellet og gør i forvejen opmærksom på, at min mand sidder i kørestol. Alligevel går det galt - sidste år måtte min mand have hjælp for at komme 4-5 trin op i hotellets restaurant, og i år, hvor vi oven i købet havde flottet os og bestilt en suite, måtte vi flytte en seng 1 meter og fjerne et skuffemøbel, der stod i vejen, ellers kunne han ikke komme ind på badeværelset. Det er efterhånden lidt træls, at vi så tit har de problemer og det medfører også, at vi helst ikke rejser ud af landet længere - vi har set en del af verden tidligere og har ikke ondt af os selv - i hvert fald kun meget lidt !

Disse små 3-dages ophold med et bestemt formål betragter vi som en lille ferie og nyder det. For fremtiden kommer der endnu flere generalforsamlinger, for de jyske selskaber ekspanderer. Min mand dirigerer altid generalforsamlingerne, og i år spurgte ledelsen i et af selskaberne, om jeg ville være medlem af bestyrelsen. "Hvorfor det ?" spurgte jeg og fik at vide, at det var på grund af mine underholdningsevner. Jeg har aldrig hørt en mere besynderlig grund til at ønske et nyt medlem af en bestyrelse, men jeg sagde "Ja tak" hvilket muligvis kom bag på dem, og nu må jeg prøve at blive lige så dygtig som min mand til at gennemskue mange sider budgetter og årsregnskaber og specifikationer osv. Tidligere har jeg siddet i bestyrelser, men altid fordi man havde brug for mig som referent, men sådan en har de i forvejen.

Jeg prøvede at være selskabelig i de 3 dage, fordi jeg helst ville glemme, at vores søn var taget afsted på en ugelang tur til Finland for at køre snescooter på en 400 km. lang rute. Han har aldrig kørt på snescooter før og jeg var nervøs. Han skulle komme hjem dagen før vi vendte tilbage fra Jylland, og ville ikke have, at jeg skulle ringe til ham på hans mobil. "Det er for dyrt, mor" sagde han, men jeg har ham mistænkt for, at han ikke ville have en bekymret mor i telefonen. Han tager af og til på skiferie i alperne, sidste år kom han hjem med en afrevet tånegl og et brækket tommelfinger. Han havde også været sneblind undervejs.

Jeg ville ønske, at han snart holdt op med alle de eksperimenter. Engang sagde han, at han ville prøve et elastikspring - man bliver smidt 100 m. ned med hovedet først i en elastik og jeg sagde naturligvis, at det måtte han ikke. Lige så selvfølgeligt gjorde han det alligevel og fortalte det først bagefter. Han syntes ikke, det var særlig spændende, og talte i nogen tid om at springe ud af en flyvemaskine med forsinket faldskærmsudfoldelse. Han har aldrig prøvet at springe med faldskærm, men nu siger jeg bare "Jamen dog" og bliver igen nervøs for, at det går helt galt.

Bente Bruun, 7/3-2007