Det blev et dejligt forår i år, efterfulgt af en kedelig sommer med alt for megen blæst og regn. Det var vi sure over, og det var der sikkert også andre, der var.
Vi er ret forkælede, når vi bliver utilfredse med noget så ligegyldigt som en våd sommer. - Igår var det den 11. september, og dermed 6-års dagen for terror-angrebene på World Trade Center. Den dato har på mange måder været skel-sættende, hele verden har måttet vænne sig til at leve med terror og terrortrusler hver dag siden.
Set i sådan en sammenhæng er det lidt underligt at bekymre sig om en dårlig sommer. Det kan man kalde en hverdagsbekymring.
"Det bedste er hverdagen" sagde Dan Turell, og jeg har pludselig opdaget, at han har ret. Det opdager man nemlig, når der sker et eller andet, der ser ud til at kunne ødelægge den trygge dagligdag. For kort tid siden fik jeg konstateret en ubehagelig sygdom og skal igennem en større operation, der gerne skulle ende med, at jeg bliver rask. På Kalundborg Sygehus blev jeg undersøgt af en vældig flink læge med godt humør. Desværre var han nødt til at sende mig videre til et andet hospital og en anden overlæge, der var ret ubehagelig. Jeg fik besked om at holde op med at ryge ØJEBLIKKELIG, og da jeg spurgte "Hvorfor?" svarede han, at rygning kunne medføre, at de organer, der efter operationen skal sys sammen, måske ville have sværere ved at hele. Dog tilføjede han, at han nok skulle operere mig under alle omstændigheder.
Jeg syntes, at oplysningen var meget mærkelig, men lægen ved vel, hvad han taler om, og derfor har jeg ikke røget i over en uge. Det er gået meget nemt. En undtagelse var lørdag, hvor vi var inviteret til stor fest. For en sikkerheds skyld tog jeg en pakke cigaretter med, selvom jeg ikke bryder mig om cigaretter, jeg er piberyger. Det er min mand også, og det er rigtig hyggeligt at sidde og tale sammen og læse om aftenen med hver sin pibe. Det giver en stor glæde ved tilværelsen.
Iøvrigt er der ved at opstå en subkultur, nu hvor det overalt er forbudt at ryge indendørs. Folk går derfor ud i den friske luft og ryger, samler sig i en lille eller stor flok og hygger sig. Stemningen er god, men har noget fælles at tale om, f.eks. den måde, rygere bliver behandlet på i vores engang så frie samfund. Vi taler naturligvis også om andre ting, inden vi i godt humør vender tilbage til de andre i selskabet, der sidder i et alt for varmt lokale, der lugter af mad.
Dette er en udvikling, som måske ikke er helt heldig. Drejer dete sig om en fest, vil der flere gange under middagen opstå tomme pladser rundt om bordet, idet rygerne er gået udenfor, og resten af gæsterne sidder tilbage og kigger på tomme stole i kortere eller længere tid.
Ingen havde vist forestillet sig den konsekvens.

Bente Bruun, 12/9-2007