Hen ad Lundestien, der løb langs med vores have, kom Sorte Med De Hvide Poter
stilfærdigt luntende på en lille eftermiddags-spadseretur. Han boede på vores vej i nr. 6, og han var en rar kat. Han standsede ud for det sted, hvor jeg stod ved stakittet sammen med Iv, vores kat, han syntes vel, det var naturligt at hilse på os.

Katten Iv var et frygtsomt væsen. Hvis det ringede på døren, eller hvis der kom nogen forbi ude på vejen, og især hvis de havde en hund med, styrtede hun ned under det nærmeste lave møbel og gemte sig, til faren var drevet over. Men hvis det drejede sig om andre katte, blev hun stiktosset. Dem var hun ikke bange for, dem var hun rasende på - de skulle ikke nærme sig hendes enemærker! Hun satte i et langstrakt hyl, lyden steg og faldt og blev kraftigere og kraftigere. Sorte Med De Hvide Poter kunne se hende gennem tremmerne i plankeværket, og han stod bare og lyttede. Lidt efter satte han sig ned, anbragte halen rundt om poterne og stirrede på Iv, der hylede videre. Efter nogle minutter rejste han sig op og fortsatte sin afbrudte tur.

Iv opførte sig også dårligt, når vi havde besøg af vores søns to katte, som er vældig fine og har stamtavler. Iv hvæsede og spruttede, perseren Hulda gik sin vej, men abyssinieren Livingstone, som er et kærligt dyr, prøvede i lang tid uden held at blive gode venner med vores kat. Flere dage efter, at de var rejst, var hun stadig fornærmet.

Min mand kunne ikke lide Iv. Han sagde, at hun havde en intelligenskvotient på 0,07, men det var ikke rigtigt. Jeg syntes, hun var klog og forstod meget af det, jeg sagde til hende.
Iv blev 17 år, det sidste halve år var hun meget syg, og det blev nødvendigt at lade dyrlægen aflive hende, men inden da kunne hun stadig klatre op på stakitter og ned igen. En aften kom vi hjem og opdagede, at hun sad på taget over car-porten. Jeg var sikker på, at hun ikke kunne komme ned igen ved egen hjælp. "Det finder den nok ud af, ellers må den blive deroppe" sagde min mand ufølsomt med jeg mente, at min kat var i nød og hentede en stor balje og lagde en pude ned i baljen og holdt den op så højt, jeg kunne, så Iv kunne hoppe ned i den. Jeg rendte rundt om carporten et kvarters tid med baljen, medens Iv kiggede interesseret på mig og af og til flyttede sig lidt.

Tilsidst blev hun træt af at kigge på baljen og mig og sprang uden besvær ned fra taget og gik ind i huset.

Alt dette skete for nogle år siden. Både Iv og Sorte Med De Hvide Poter er døde, og vi har solgt vores hus og bor i en lejlighed i en anden by. Lejligheden deler vi med vores nuværende kat, Line. Hun er et dejligt dyr, og min mand kan også lide hende!

Bente Bruun, 19/9-2007