Jeg er meget ked af, at jeg ikke i mange uger har været i stand til at skrive artikler. Det er tosset at bruge en masse tid på at oprette en weblog, hvor jeg oven i købet var kommet i forbindelse med flere mennesker, og så holde op med at bruge den.

Sagen er den, at jeg er ret syg og det har været svært for mig at tage mig sammen til at skrive. At det også er vinter og den mørke tid gør det ikke bedre, jeg har aldrig brudt mig om vinteren.

Og så er vi efterhånden ret sure over, at man - når man læser sine aviser og åbner for TV´et - kun hører om ulykker, sorger og katastrofer. Sjældent eller aldrig bringer de nogle positive historier, som der jo må være mange af hver dag. Forleden aften var det særlig slemt. TV-avisen var fuld af uhyggelige mordsager både herhjemme og i udlandet. Intet hyggeligt. De kører også en lang serie i denne tid om griseriet på gader og veje og viser væmmelige billeder af affald hver eneste aften. Men selvfølgelig - hvis det kan få folk til at tænke sig om og lade være med at smide deres efterladenskaber alle mulige tilfældige steder har affaldsserien da haft et formål.

Og hver aften slutter TV-avisen på TV 2 med latterlige billeder af huse, hvor de tåbelige beboere bruger mange tusind kroner på elektriske lys, der forestiller julemænd og rensdyr og mange andre besynderlige ting sommetider i grelle farver. Det virker meget vulgært og sikke et spild af elektricitet!

Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, synes også, det er for galt med al den fokus på negative nyheder. Hun har oprettet en weblog, og opfordrer folk til at benytte den og fortælle om positive nyheder, som så kan bringes i avisen. Det forekommer en god idé.

Jeg læste dog for nogen tid siden, at masser af irakiske flygtninge var vendt tilbage til deres fædreland fordi forholdene var blevet langt bedre. Man skulle nu kunne gå på gaderne i Bagdad i forholdsvis sikkerhed, så det skrøbelige demokrati er da kommet et stykke vej. Men vi har ikke læst mere - det er vel for god en nyhed, til at de gider bringe den mere end en gang.

At vi følger vores soldater i Afghanistan er en naturlig ting. Danskerne befinder sig i den farligste provins i hele landet og bliver beskudt dag og nat af fanatiske Taleban-soldater. Flere af vores soldater er blevet dræbt.
Det er frivilligt, hvis en soldat tager til Afghanistan, og det er utroligt, at der er nogen, der tør sætte livet på spil dernede måned efter måned. Nogle af vores bedste venner har deres barnebarn i Helmand provinsen, hvor det går værst til. De lever i en daglig angst for, at han bliver skudt en dag.

Vi håber også, at Rune kommer helskindet hjem og vi glæder os, til det bliver lysere. Jeg skal igennem endnu en operation i slutningen af januar, der skulle hjælpe mig til at blive helt rask. Det er ikke noget, jeg glæder mig til - og dog alligevel !
Jeg håber, at nogle af de mennesker, der har oprettet sig som brugere af min weblog er hængt på - det er vel lidt meget forlangt, men det ville være dejligt.

Bente Bruun, Bays Have 60, Asnæs

Bente Bruun, 8/12-2007