Det sker af og til, at en avis skriver noget, som man bagefter mener, at man bør beklage, f.eks., at oplysningerne har været forkerte. Avisens beklagelse vil så kunne findes som en lille notits på få linier, nederst på side 6 eller 11, hvor ingen mennesker finder den.

Sådan vil jeg ikke gøre: Jeg beklager, at jeg for kort tid siden skrev om min mands bror, Henrik, og omtalte hans køb af 7.000 cigarer, der skulle dække hans forbrug i 1 år. Henrik siger nu, at der ikke var tale om 7.000 cigarer, men om cigarer for 7.000 kr. Og som Henrik siger: "Folk må jo tro, at jeg er mærkelig, hvis man får indtryk af, at jeg ryger for 100.000 kr. cigarer om året". Jeg vil meget nødigt have, at nogen skal tro, at Henrik er spor mærkelig, for det er han da ikke - eller er han ? Ja, han er, han er bestemt ikke noget gennemsnitsmenneske, men nok det mest ualmindelige menneske, jeg nogensinde har kendt. Og det skal han have tak for, han ved, jeg holder af ham, og han har vist også efterhånden - nødtvungent - affundet sig med, at jeg ikke kan lade være med at skrive om hans særheder, hvis han har været særlig mærkelig en dag.

Jeg skylder også Marianne en beklagelse: Jeg skrev kort efter jul i en klumme, at de smukke juleengle, hun fremstiller hvert år, i 2005 blev solgt til fordel for ofrene for oversvømmelserne i Pakistan. Det var et godt formål, som hun gerne støtter, men i julen 2005 gik overskuddet til SOS Børnebyerne. Hun siger, at hun plejer at sælge sine engle og nisser fra en vejbod, og at hun havde skrevet på en seddel, at formålet var at støtte børnearbejdet. Hun vil nødigt fremstå som utroværdig, fordi jeg skrev noget andet, og nogle af hendes kunder måske kan have læst, hvad jeg skrev.

Og nu vender jeg tilbage til mærkelige mænd, f. eks. min mand. Han har altid kunnet tåle smerter, og dem har han haft mange af i de sidste 25 år. Han bærer det alt sammen med sindsro og godt humør, men sidste søndag lignede han ikke sig selv. Han havde store rygsmerter, og det gik ikke stille af. Han skreg op med få minutters mellemrum, og sådan gik søndagen med meget spektakel. En overgang kunne jeg ikke holde det ud, og gik udenfor for at ordne terrasserne. De trængte til det, der så ikke godt ud efter vinteren med nedfaldne grene og vissent løv overalt. Der var dejligt derude, solen skinnede, og jeg er sikker på, at jeg hørte lærken højt over marken. Nu har min mand fået medicin og ryggen er ved at være i orden. - Aase fortalte mig samme dag, at hendes mand, der desværre er død, engang havde podegra, og det gjorde meget ondt i hans ene storetå. Han vil ikke have medicin, men skreg af smerte hele tiden. Dagen efter fik hun fat på læge og nogle piller, og smerterne forsvandt. Nogen tid efter var den gal igen, han ville stadig ikke have medicin men lå i sengen og skreg. Om aftenen kom børn og børnebørn, og Svend Erik stod i den anledning ud af sengen og havde det udmærket sammen med familien hele aftenen - smerterne var væk.

Sommetider er børnebørn den bedste medicin.

Bente Bruun, 22/2-2006